Bornholm Ultramarathon dag 7 af 7 !
Sidste dag, de sidste timer på rundstrækningen, de sidste kampe mod trætheden og smerterne i kroppen, vi nærmer os afslutningen på en løbetravl uge, travl for os 7*marathon-løbere, for de gæve 6-dages løbere og for de "nytilkomne" 48- og 24-timers løbere. Alle glæder vi os til, at det skal slutte !
Maratonløbet skulle sættes igang kl. 06.00, og med en tidsgrænse på 6 timer således afsluttet med arrangementet lørdag kl. 12.00 (senest) og dermed 7 marathon indenfor seks døgn.
Inden jeg skriver mere om syvendedagen vil jeg endnu engang takke TEJN IF med Kim Rasmussen og Lene Møller i spidsen for et venligt og kompetent arrangør-team, og for et arrangement af høj klasse ! Galløkken Camping er - hytte 16 undtaget - et genialt sted for et sådant ultra(marathon)-arrangement, det at kun at skulle bruge 2-3 minutter efter løbet inden man har bad, mad og sin seng til rådighed betyder så helt utroligt meget ! Så, MANGE TAK !!!
Godt, altså. lørdag og dermed sidste dag, chippen skulle på skoen til løbsstart kl. 06.00 !
At stå op kl. 04.50 hører IKKE til mine spidskompetencer... her ser vi et glimrende eksempel, chilipeanuts i yoghurten, flot Tor !
Her står vi klar til start...
... fællesbillede her. Alle kom igennem dagens løb, nogle med mere besvær end andre, fantastiske flot kæmpet ! (se endvidere nedenfor).
Så er vi igang... på en egentlig overraskende varm morgenstund...
.. mere.
For mit vedkommende blev løbet det klart hårdeste af de syv... og cirka midtvejs havde jeg for første gang i ugens løb mine tvivl om det virkelig skulle lykkes at komme igennem. Det tidlige starttidspunkt var også uvant for "maven" og dertil relaterede rytmer... og jeg måtte for første gang i ugens løb på større toilette... dét hjalp en hel del (men kostede 5 minutter på tiden) og jeg blev bedre løbende derefter. På billedet ser vi så Fedtmule-figuren i mål med påsat medalje overrakt af Lene Møller (også på billedet).
Kort efter i målområdet kom Gurli Hansen styrtende i mål, stort tillykke med en klippestabil indsats !!! Gurli er god for 14 100-km løb, tag dén !
Glade marathonløbere, tillykke til alle, fra venstre vinder Jesper Hahn Jensen, Jesper Elfving, nr. 2 Mogens Pedersen, Peder Thorup og Gurli Hansen.
Her er unge Kasper Skriver, Morten Skram samt undertegnede kommet med på billedet.
Ved præmieoverrækkelsen så vi desuden Anders Munch Madsen, Anders (til venstre for Jesper) var stabil som et atomur hele ugen !
Her Stephan Grabow (nr.3) samt svenske Sigvard Koplimae. Sigvard "drillede" mig ved de fem løb i Skövde for to år siden, denne gang tog jeg revanche og kunne hver dag efter målgang henslængt i en stol spørge den stadigt løbende Sigvard "hur mange varv kvar ?". Danmark-Sverige 7-0 !
Så gearer Kim og Lene op for præmieoverrækkelsen for de 7*marathon,
der lyttes,
.. først 1.præmien til den utroligt stærke og flot løbende Jesper Hahn,
... sølv til Mogens Pedersen...
... og bronze til Karsten Waldorff...
... NEJ.. FORKERT... til Stephan Grabow... sikke et drama ! Stephan brød virkeligt igennem lydmuren denne krølle-bølle uge, utroligt flot !
Flere glade smil.
Pál fra Færøerne, der løb FLOT og bare hurtigere og hurtigere !!!
Fedtmule himself ! Jeg må sige, at jeg er ganske glad ved min indsats !
Flot diplom og figur.
24-timers løberne var stadig igang, her ser vi vel nok ugens største overraskelse, det radikale folketingsmedlem Anne Marie Geisler Andersen, der vandt i dameklassen med 200.2 km ! Sådan at komme "ud af den blå luft" og så knalde sådan et resultat af, det er vistnok ret uhørt... i Danmark vel sidst set, da Lars Skytte trådte ind på scenen første gang ? Jeg kan forstå på mine udi ultraløb mere kyndige løbevenner, at +200 km er MEGET FLOT, så der kan ikke have været så mange radikale overvejelser, om der nu skulle løbes den ene eller anden vej osv.
Marathonløber Rene Hjort Olsen var faktisk stadig ude på ruten, flot kæmpet igennem René og dermed fem i streg og seks i alt (DNF på dag 2).
Der var godt med tilskuere henad tolvtiden, hvor hele arrangementet og alle konkurrencerne skulle slutte.
En glad Lars Skytte med René V. Hansen på flanken løber for sidste gang mod teltet.
Mette Pilgaard (195 km) og Anne Dorthe Mahato ditto (188 km), begge med flotte resultater også !
Slut ! Seks dages løb er tilendebragt - tillykke med sejren, Lars !
Marathonløberne ser til...
... at medierne endnu engang kaster sig over ugens absolutte hovedstjerne.
Vor tyske ven Christian Hottes, verdens næstmest løbende marathon/ultraløber med små 1600 løb i bæltet, fik klaret 613 km på de seks dage, flot !
Sidste kig på PC'en i teltet.. den er god nok... vi marathonløbere kom 287 gange rundt. Så har man vist også set det.
Inden afrejse når vi lige at forkæle os selv med en is...
... og studere de lokale mediers dækning af løbene...
.. og så er det ved at være afgang, Kirkelund har overtaget rattet i Stormestmobilen.
Her er vi nået til færgen, farvel Bøernhåellm...
... velnærende ægge-reje maden på færgen ...
... trætte løbere, der for en sidste gang analyserer begivenheden...
... og senere igen siger vi farvel til Sverige...
.. og velkommen til Sjælland og København. HERLIGT at være hjemme igen !
Først skulle Kirkelund dog lige sættes af i lufthavnen, og kort efter var jeg så hjemme.
I skrivende stund sidder jeg så med lettere stik i venstre lår, har været på Rigshospitalet til de afsluttende undersøgelser, herunder muskelbiopsi.
Der er ikke analyseret på blodprøver endnu, men nogle af de direkte sammenlignelige tal har allerede vist sig MEGET interessante og ekstreme. Måske mere herom en anden gang.
Ja, dermed sidste beretning i denne serie og farvel til en mindeværdig uge. Skal man gøre samlet status, så kan man sige, at vi var et større hold legende børn...
... på Galløkken denne uge 24 2010... og de samlede informationer summeret op om resultaterne på Bornholm...
... så ser tabellen for de syv marathonløb sådan ud:
Herfra en STOR HÅND og tillykke til jer alle, kære marathonvenner !!! Tak for kampene og samværet, unikt !
Udvalgte øvrige resultater (se de komplette resultater her: http://www.tejnif-lob.dk/www/index.php/nyheder)
6-dages løb herrer: Lars Skytte Christoffersen 790.5 km, René V. Hansen 657.4 km, Steen Michelsen 627.5 km, Ole Albertsen 614.0 km, Christian Hottas 613.0 km, Christian Frimann 600.6 km 6-dages løb kvinder: Sarah Barnett 677.0 km, Christine Schroeder 587.2 km (!!!) 24-timers løb herrer: Anth Courtney 218.7 km, Leon Skriver Hansen (dansk mester) 204.3 km, René Koch Larsen 201.2 km, Anders Pedersen 176.4 km (i sin debut) 24-timers løb kvinder: Anne Marie Geisler Andersen 200.2 km (!!!), Mette Pilgaard 195.0 km, Anne Dorthe Mahato 194.0 km Diverse I: Birgitte Munch Nielsen: 59 km på 6 timers samt fire marathon sub-4 timer. Hvilket comeback ! Diverse II: René Hjort Olsen 6 marathon (DNF nr.2), Simon Persson de fire første marathon Diverse III: Øvrige deltagere i ugens løb fremgår af beretning 1-6 her på Dourun eller via www.temperance.dk .
Dermed siger jeg tak, tak til læserne, alle deltagerne i ugens løb og i særdeleshed til tvillingesøstrene i hytte 16, desværre ikke disse...
... heller ikke disse (fedtprocenten afslører det hele...) ...
.. men selvfølgelig disse, superløberne Thorup og Elfving... tak for godmodig skæmt...
... samt til løbets vinder Mommo Hahn, fantastisk indsats ugen igennem.
Farvel også til den populære lille haremis.. synd, dens søster ikke overlevede vores selskab i hytte 10 (foto: Vagn Kirkelund) og tak til Stormesterparret samt Kirkelund i hytte 10 for hyggeligt samvær ugen igennem.
Ja, tak tak tak for en løbeoplevelse, vi kan tale om i meget, meget lang tid !
vh. Tor
My marathons - stories, pictures and videos: http://www.temperance.dk/blog/
|